FÅ ET Ø-PAS OG TAG PÅ Ø-HOP
Med det nye ø-pas får du inspiration til at besøge 37 danske øer. Glæd dig til at tage på ø-hop med ø-passet, i hvilket du kan samle silhuetter af de danske øer. På færgen eller havnen finder du en plade med øens silhuet og en speciel pen. Med denne pen gnider du ø-silhuetten over i passet, og du kan så konkurrere med din familie og dine venner om, hvem der har besøgt flest øer. I ø-passet finder du oplysninger om hver ø, færgeruten, sejlafstand og sejltid, antal beboere, øens størrelse og beskrivelse af oplevelser på øen samt en QR-kode. Den kan du scanne med din mobil, så har du direkte adgang til øens hjemmeside med bl.a. oplevelser, overnatnings- og spisesteder, eller du kan taste hjemmesideadressen ind.
Du kan glæde dig til helt unikke oplevelser på øerne, der hver har sin charme, natur, befolkning og udvalg af attraktioner. Der venter dig fine naturoplevelser og gode muligheder for vandre- og cykelture.
Klik ind på Facebook og del dine oplevelser, fotos og videoer fra de danske øer. Her kan du også deltage i spændende konkurrencer om færgebilletter, ophold og oplevelser samt få gode tilbud og masser af ideer til nye besøg på de danske øer.