EVENTYRLIGE FYN

Man kan ikke sige Fyn uden at sige H.C. Andersen. Og når man besøger øen, forstår man, hvor han hentede inspiration fra til sine eventyrer. Hver egn har sine slotte og herregårde. Lavloftede bindingsværkshuse med stokroser til minde om små kår. Som for eksempel komponisten Carl Nielsen barndomshjem tæt på Odense. Alt synger som i Fynsk Forår, den fynske dialekt, den frodige natur der bølger i bakkedal, de brostensbelagte bygader og det mangfoldige sydfynske ø-hav. Fyn æ fin, som de siger…

Adel forpligter

Fyns fede landbrugsjord har blandt andet gjort, at øen er oversået med herregårde, slotte og godser. Det var blandt andet Ludvig Reventlow på Brahetrolleborg Slot, der i 1784 havde stor indflydelse på ophævelse af stavnsbåndet og indførte skoler for bøndernes børn. Brahetrolleborg har en fantastisk rhodondendronhave, som er åben for publikum. Ikke langt derfra ligger Egeskov Slot. Bygget på egepæle midt i en sø og legenden vil vide, at der på slottets loft ligger en lille træmand, og hvis den fjernes, styrter slottet i voldgraven. På Egeskov Slot kan opleves alt fra Draculas Krypt til Veteranbil og flymuseet. Eller fra labyrinternes afveje til lige ud ad landevejen på Segways. Egeskov Slot står på pæle for at give hele familien skønhed, drama, sjov og ballade en hel dag.

Europas bedste ZOO og rejseglæde

Odense ZOO er her i slutningen af 2015 blevet kåret til Europas bedste zoologiske have. Blandt andet fordi man kan komme helt tæt på dyrene og opleve dem i naturlige og afslappede omgivelser. At rejse er at leve, sagde H.C. Andersen, og hvad er så mere naturligt end at lægge Danmarks Jernbanemuseum i Odenses gamle remisebygning fra 1954. Her kan man følge den danske jernbanehistorie, få et kig ind i de royale vogne, lege lokomotivfører på et af voldsomt store damplokomotiver eller gå i Børnebanegårdens nye lege- og læreland med perron, skinner, vogne, signaler og billetsalg.

Rygeost og gourmetmad

Fyn kaldes Danmarks have på grund af det milde klima. Når man kører på landevejene, er der ikke langt mellem de små boder med friske æg, grøntsager og frugt alt efter årstidens skiften. Der er den fynske specialitet rygeost, men Fyn har også landets største produktion af asparges, de har Hindsholmgrisen og ikke mindst Summerbird Chokolade. Og nu vi er på de kanter – nemlig i det sydlige Fyn, hvor Løgismose holder til, så er der heller ikke langt til Faldsled Kro. En kulinarisk højborg som ligger så smukt i ly af Svanninge Bakker. Eller De Sydfynske Alper som de også bliver kaldt. Faldsled Kro er sammen med Liffroy i Nyborg nogle af de restauranter, der rangerer højest i Danmark på gourmetplan.

Lyset og øerne

Der er et særligt lys på Fyn, hvilket har skabt den særlige samling af ”De sydfynske malere”, som man kan se på Fåborg Museum, og som enhver kunstelsker ikke bør gå glip af. Lyset brydes i bakkerne, men vandet omkring gør også sit. Hele vejen omkring Fyn ligger der øer. Store og små, beboede og ubeboede – 96 i alt og flest syd for Fyn, som alle har hver deres særpræg, og som kan opleves på en sejltur derud.

Til Fyn med færgen

Fyn er gjort landfast med broer, men en sejltur er altid med til at sætte mere skumsprøjt på en ferie. Fra Als sejler Færgen mellem Fynshav og Bøjden op til 10 gange i døgnet, og kommer man fra Lolland-Falster siden sejler Færgen Tårs og Spodsbjerg én gang i timen.

FÅ NYHEDSBREVE

+45 40 30 10 99