BEGIVENHEDER PÅ FANØ
20.-23. juni – Fanø internationale dragefestival
Fanø er et af de bedste steder i hele verden at flyve med drager. Derfor samles over 5.000 drageflyvere på stranden til verdens største dragetræf, Fanø International Kite Flies Meeting, som afholdes hvert år i juni.
Det er et helt fantastisk syn at se så mange drager på samme tid, fra store fantasidyr til de mere traditionelle, rombeformede drager. Mange af dem er hjemmelavede, og konstruktøren har brugt hundredvis af timer i løbet af vinteren, før dragen er klar til at blive vist frem for første gang på festivalen.
Læs mere hos VisitDenmark
21. juli – Sønderhodag – ”brudefest”
Tag med til fest!
Dagen starter med en formiddagsgudstjeneste i Sønderho Kirke, og om eftermiddagen er der optog gennem de smalle gader fra Børsen og op til Sønderho Mølle. Forrest går spillemændene med deres violiner, derefter ”brudeparret”, og så to brudesvende og to brudepiger. Alle tre kvinder er iført smukke brudedragter med brudekroner. Følget består af op til 100 børn og voksne, som alle er iført Fanødragter, og de små børn køres i hestevogne.
På Møllebanken opføres traditionelle brudedanse, de mange forskellige dragter fremvises, og til sidst danses der traditionel Sønderhoningdans, hvor alle kan deltage.
Efter dansen går brudefolket og spillemændene tilbage til Sønderho, hvor festen fortsætter i de små gader. Om aftenen er der Sønderhobal i Sønderho Forsamlingshus – som regel lige til den lyse morgen.
Læs mere
20.-22. september – Strikkefestival
Vidste du, at begrebet “strikkefestival” er opfundet på Fanø?
I sensommeren står den på strik i alle afskygninger med stande, workshops, foredrag og udstillinger. Øen summer af kreativitet og glade festivalgæster, og der er en dejlig festlig atmosfære i både Nordby og Sønderho, som alle kan mærke – også dem, der ikke interesserer sig for strik.
strikkefestival.dk
Uge 42 – Østersfestival
Der er masser af østers i Vadehavet ved Fanø, og om efteråret kan man samle de salte delikatesser direkte fra havbunden, når det er ebbe. Tre dage midt i oktober handler alt på Fanø om østers og andre lokale råvarer, så du kan godt glæde dig til at opleve stjernekokke, smage på nye retter og måske selv samle og tilberede østers.
Østersfestivalen blev i 2017 kåret som årets fiskeoplevelse af White Guide, der er Nordens førende restaurantguide.
fanoeoestersfestival.dk
Se også vores forslag til, hvad du kan Se og gøre på Fanø!