SE OG GØRE PÅ ÆRØ
Naturen er Ærøs største attraktion
På Ærø har naturen et nyt ansigt hver eneste dag. Blide strandlinjer mod Det sydfynske Øhav og vilde, forrevne kyststrækninger mod Østersøen med bølgende bakker, inddæmmede nor og en imponerende flora – det er en helt særlig oplevelse.
Du skal ud at vandre!
Ærø er en del af den 220 km lange Øhavssti, som også løber over Sydfyn, Tåsinge og Langeland.
En vandretur på stien bringer dig helt tæt på naturen og havet. På Ærø går stien fra Søby i vest, over Ærøskøbing og helt til Marstal, mange steder helt ude ved vandkanten, andre steder midt på den ærøske højderyg. Ærø-ruten er i alt 36 km, men du kan sagtens dele den op i mindre bidder – og så kan du tage bussen tilbage. Den er gratis.
En pragtfuld cykel-ø
Strækket mellem Søby og Ærøskøbing er 17,5 km af den internationalt anerkendt cykelrute, Østersøruten (N8). Men du finder også mange andre cykelruter i smukt og varieret terræn, og der er masser af mulighed for afstikkere ad små veje, gennem landsbyer og fantastisk natur.
Strande og strandhuse
Nogle af øens bedste strande finder du lige ved siden af de tre store byer, Ærøskøbing, Søby og Marstal. Her er der lange, børnevenlige sandstrande med de charmerende små strandhuse, som er et af øens kendetegn.
Den kreative ø
På Ærø finder du små, lokale kundshåndværkere, som udstiller og byder indenfor i værkstedet. Her er både glaspustere, gallerier, keramikere og smykke- og billedkunstnere.
Hvis du er på cykel, skal du besøge Coast Gallery med bl.a. malerier og fotografier på den sydlige del af øen. Galleriet er opbygget i en tidligere stald og lade, og den rå karakter er bevaret i lokalerne.
En ø med smag
Iværksætteri præger øens lokale smagsoplevelser, og du har rigtig meget at vælge imellem: Øl fra det lokale bryggeri og lokalt produceret whisky – og så kan du endda nyde en ægte dansk, håndrullet cigar til.
Hattesens Konfektfabrik producerer lakridskonfekt version 2.0, og du må heller ikke gå glip af de ærøske pandekager. De ligner klatkager, men er sprøde og luftige og en populær spise på byfester og markeder. Spørg efter pandekagerne, når du er ude at spise på Ærø.
Se også de kommende begivenheder på øen.